Sølvklingesaga - Ny bog: Sjæle Af Sølv
Qualmoras magiske opslagsværk.
SVÆRDENES KALDEN
 
I ~
Vi, Drixiam og Elthazar, højtbeærede magikere af Qualmoras sjældne troldmandsgrad har med bedste evne formået at skabe det eneste opslagsværk over Qualmoras væsentligste væsner og fænomenale fænomener. For ikke alt i denne verden er af det onde. Der findes spændende ting derude i verden, ting der går ud over enhvers forstand, men som bare venter på at blive opdaget. Nogle opsøger dem, men finder dem aldrig, og andre støder tilfældigt på dem. For vi ved aldrig hvad dagen i morgen vil bringe, og hvilken rolle vi selv skal udfylde i eventyret omkring os. Det er dette, der gør livet værd at leve.
Opslagsværket er skrevet i et ganske neutralt ønske om at fæstne oplysninger på papir til gavn for alle folkefærd, når værket engang bliver færdigt. Dog var vi tilladt os at vedlægge enkelte fodnoter hist og her med egne kommentarer og bemærkninger. Vi har bestræbt os på at føre et forstående sprog og på at samle de samlede papirer og redegørelser så godt sammen som muligt [1], dog er enkelte eksemplarer sluppet fra os og der er emner og væsner vi stadig ikke har slået os fast på endnu.
Vi beder jer forstå at Qualmoras magiske opslagsværk fortsat er under bearbejdelse og at vi begge, når tiden er med os og lysten er over os, skiftevis griber pennen og skriver på dette fantastiske værk.
Drixiam og Elthazar, Carmoni-tårnet
~       ~
Allzagh: Et sværd der blandt fjender er navngivet: Det Sorte Sværd. Sværdet er smedet dybt nede i Qualmoras største bjerg Vindàr. Nogen siger, at sværdet har sin egen personlighed, men i hvert fald er det pålagt en ond og grusom forbandelse, som dræber sværdets ejer efter hver vunden kamp. Kun en person er sluppet uden om denne forbandelse, og det var Vurmgar, dværgenes første og mægtigste højfyrste[2]. Sværdet af det ældste af de tre sølvsværd.
 
Angrôth Den Almægtige: Den anden ældste broder i De Tre Sagnagtige. Han er husket for sit voldsomme temperament og sine enorme magiske kundskaber. Var i lang tid Fyrstedømmets stærkeste forsvarsværn mod omkringværende fjendtlige lande som Ruindawath, Undain og troldene fra Det Kolde Land. Hans mægtige besværgelser, hurtige tunge [3] og lynende intelligens gør ham til en ekstrem farlig og formidabel modstander uden nogen sans for barmhjertighed.
 
Animber: En fællesbetegnelse for både animbrier og animbier. Et lille, men stærkt folkefærd, som trods sin størrelse behersker stærke kræfter og hemmeligheder, som andre racer har glemt. Deres folk er opdelt i fire klaner og lever i al hemmelighed i deres godt bevogtede land i den sydøstlige del af Umbar.
 
Animbi: Et kvindeligt medlem af animberne.
 
Animbri: Et mandligt medlem af animberne.
 
Ballragh: En gammel og viis ork, også kaldet en af de udødelige orker, da man mener, at han har været blandt de første orker i denne verden. Ballragh blev også kaldt Tordenhammer, på grund af hans magiske og ældgamle hammer, Var’raugk ”Elementernes Vrede”. Han døde i den anden af De To Store Krige i Qualmora.
 
Barkskråge: En fugl med en højde på omtrent to meter og et vingefang på tre meter. Fuglen har en stor og klodset krop, dog har den to fine vinger. Trods sin enorme størrelse spiser den ikke kød, men blot planter og blomsterknopper. En Barkskråge er nem at opdage, da den ofte er klodset på vingerne og meget højlydt. Den kan bruges som en glimrende alarm, da dens gode hørelse hurtigt afslører fjender i området.
 
Blaìsyndra: Navnet på den forbandelse, som blev pålagt jaikalerne i Elvernes Alder. Højfyrsten skabte denne forbandelse efter drabet på hans elskede. Forbandelsen er som en lænke lagt om jaikalernes fødder, de kan ikke forlade Umbar, og de er for evigt forpligtiget til at beskytte skovens dyr. Hvor kraftig denne forbandelse vides ikke med sikkerhed, men nogle mener, at den har taget andre evner fra jaikalerne. En kraftig forbandelse, der beviser højfyrstens mægtige magiske kræfter.
 
Blodorkerne: Blodorkerne var en underdeling af orkerne fra Umbar, men alligevel var de meget forskellige fra sine andre fæller. De elskede krig og forgudede blodsudgydelser, det var først på slagmarken at de fandt sin indre ro. Disse krigeriske orker fandt sine andre fæller for blødsødne og menneskelige, og derfor drog de alene ud af Umbar for at lægge resten af verden i kaos og ødelæggelse. Det blev dog sagt, at de en dag ville vende tilbage til Umbar for at dræbe og udrydde de orker, som ikke var gået med dem i krig. De formåede at indtage det meste af Fyrstedømmet og enkelte horder nåede så langt som Det Kolde Land, Undain og Ruindawath, før at de blev slået ned af alliancen; dværge, mennesker og animber.
 
Blodsuger: Se Blödrin.
 
Blödrin: Et ondt sværd smedet af dværgene, som har en uhyggelig fortid bag sig. Sværdet er nemlig smedet med en dyb rille hele vejen langs sværdets flade side, og på grund af dens blodige fortid, er sværdet altid set badet i blod. På den måde fik det sit navn Blödrin, da det betyder Blodsuger eller Blodsrille. Det fortælles herudover, at sværdet selv har fået en smag for blod, og derfor var det blevet gemt væk af jaikalerne[4].
 
De Blodiges Alder: Den anden alder i Qualmoras historie, også kaldet Den Anden Æra. Kendt og navngivet på grund af sine blodige kampe som fyldte alle landende, aldrig var der fred, kun evig krig.Den største af disse var dog krigen mod den grusomme horde af blodorkere, men også lange krige med Ruindawath, Undain og trolde fra bjergene fandt sted.
 
De Tre Sagnagtige: En fællesbetegnelse for Sunara Den Vise, Angrôth Den Almægtige og Imbazil Den Letsindige. Hver for sig var de ligeså stærke som horder af soldater, men sammen kunne de ligge hele borge i ruiner. Desværre for Fyrstedømmet kæmpede disse tre sjældent sammen på slagmarken. Sunara levede mest i Fyrstedømmets biblioteker eller på fjerne rejser, mens Imbazil altid var på farten, men afskyede krig og blod. Angrôth var den eneste af dem der levede på slagmarken og blev kendt verden over for sin vildskab. [5]
 
Den Glemte By: Jaikalernes vidunderlige by, som i tidernes morgen blev bygget på Umbars enorme træer, og intet bygningsværk i hele Qualmora overgår dens lige. Byen er overjordisk i både sin skønhed, storhed og utallige historiske digte, bøger og våben er blevet gemt dybt i byens biblioteker. Efter Blaìsyndra er byen dog blevet mørk og trist, og i dag er den helt forsvundet ud af verdens hukommelse, forsvundet ud i glemslen. Selvom byen ligger i den kolde del af Umbar, er byen varmet op af jaikalernes magi og deres varme.
 
Den Svindende Alder: Den tredje alder i Qualmoras historie, også kaldt Den Tredje Æra. En svindende alder, hvor landene langsomt synker ned i fordærv og udslettelse. Det er denne alder, som Qualmora netop befinder sig i. Grænserne, som ellers altid har været sikre og beskyttede, er blevet utydelige og udviskede. I Ruindawath hersker de to rige byer Rydal og Hardon, men uden for byerne er landet plaget af fattigdom og anarki. Undain er et stærkt land, men trods dette stikker fjendens spioner dybt i dette land. Fyrstedømmets ni len er svage og de stærke af Morgulraths tjenere vandrer frit rundt i landet gemt i skygger og mørke. Umbar er sikret fra Morgulraths ondskab, men hvad hjælp kunne komme fra et sådan afsides sted i Qualmora. Det Kolde Land er for længst gået i eksil, og dværgene har lukket deres enorme porte for evig tid.
 
Den Unævnelige Gerning: Rygterne om, hvad der foregik den aften i Darkans tårn, da Cerena på mystisk vis forsvandt fra verden. Cerena forsvandt sporløst og alle dem, der muligvis kunne have noget at gøre med dette mysterium, er blevet henrettet ved hængning eller anden vis.
 
De Sorte Bjerge: Kulde, giftige dampe og en rådden lugt af død, det er nogenlunde, hvad der venter dig i disse bjerge. De ses tydeligt i den vestlige horisont som en påmindelse på det helvede, der befinder sig bag dem. Bjergene er desuden hjemsted for uhyggelige skabninger og ond magi, og blandt landsbyerne opad bjergene bliver der snakket om en navnløs rædsel, der lurer i ly af tindernes mørke.
 
De Syv Elverfyrster: Elvernes syv fyrster og beregnet som de stærkeste blandt elverfolkets dygtige krigere og vise magikere.
 
Det Kolde Land: Et barskt land indhyllet i hvid sne og grå bjerge. I dette land regerer dværgene. Ude på de isdækkede sletter har de gravet dybe tunneller, som senere er blevet til deres højtelskede miner. Også mod nord har de indtaget de enorme bjerge. Her har de boret utallige af gange og bygget smukke sale uden lige. I Qualmoras største bjerg Vindàr sidder dværgenes højfyrste, og herfra lyder hans bud langt ud over det iskolde land.
 
De To Store Krige: De to største krige nogensinde i Qualmoras historie. Utallige mennesker, orker, dværge, animber og andre racer døde i dette slag. Kun få snakker om disse krige, da sorgen og samvittigheden over dem er alt for stor. Den første var i elverfyrsternes tid og den anden var under blodorkernes angreb.
 
Det Sorte Sværd: Se Allzagh. 
 
Det Store Træ: Træet er forsamlingspunkt for orkerne i Imba-klanen. Det er enormt og ældgammelt, og betyder meget for Umbars indbyggere.
 
Drauk: Draukerne er et ældgammelt og ukendt folkefærd, der har levet i de koldeste, sværeste og mest utilgængelige egne af verden i så lang tid man kan huske. Disse sjældne, dog yderst farlige væsner lader til at være fuldstændig upåvirkede af verden omkring dem og er kun meget få gange blevet presset eller manipuleret til at forlade deres fjerne egne og altid i hånden på de ondes magter. En drauk er omtrent to en halv meter høj med en kraftig overkrop belagt med noget der minder om skæl. Dette skæl beskytter draukerne mod enhver form for kulde, kraftig varme og al slags gift samt forskellige arter af magi. [6] Derudover har de en følsom lugtesans, skarpe øjne og kender ikke til frygt.
 
Dværg: En dværg ligner på mange måder et menneske, deres kendetegn er dog ofte langt, flette skæg og voldsomme tatoveringer. En dværg i sin fulde højde går en fuldvoksen mand til navlen, men er trods dette mange gange stærkere end menneskene. De er også husket for at være flittige smede, gravere og minearbejdere. Til dels er de meget gnavne og vrede. Kvindelige dværge ser man ikke meget til, da de ofte laver mad og fletter rustninger skjult i minernes mørke.
 
Düngan: Et mægtigt fængsel, som ingen nogensinde er flygtet fra. Det er beskyttet af tre ringmure, katapulter, magiske værn og tusindvis af veltrænede soldater og bueskytter samt udlærte magikere. Düngan er menneskenes mægtigste fængsel og et midtpunkt for Fyrstedømmets vagtværn med forbindelse til alle de omkringværende grænser.
 
Elementerne: De fire elementære guder, også kaldt ild, vand, vind og jord. Efter shamanprøven skænker de sin kraft til shamanen, så længe han bruger deres evner på en kløgtig vis.
 
Elementernes Vrede: Se Var’raugk.
 
Elmiran: En af de seks storbyer i Fyrstedømmet. Elmiran er hjemsted for magikernes øverste råd, og det er derfor også her at de fleste magikere bliver færdiguddannet. Elmirans gader er usystematiske og forvirrende, mens en del af byen er bygget oven på floden med pæle og broer. Gaderne er fulde af butikker, handelsfolk og uberørte huse, men under denne tumult finder man Elmirans undergrund; et mørkt gangsystem af gader og kældre der snor sig ned under jorden fuld af små beskidte huse og udgravede huler. Denne undergrund er en hel anden del af Elmiran, for her lever der fredsløse krigere, tiggere, misfostre, tyve og måske endda gobliner, der har slået sig ned blandt menneskene eller en enkelt trold gemt i de bagerste huler. Man har før prøvet at udrense Elmirans undergrund, men uden held. Gangsystemerne er for mørke og der er alt for mange af dem, det ville kræve en større militær indsats at finkæmme området, og det har der ikke været i mange år på grund af Darkans tid, så hvem ved der efterhånden har slået sig ned i disse mørke huler.
 
Elver: Elverne siges at være de første væsner på jorden, og de er ved fødslen skænket enorme magiske og fysiske kræfter. De er husket for sin stolthed og sine høje tanker om sig selv, men også deres visdom, evige alderdom og uendelige kundskaber til alt levende på jorden. De har en gennemsnitshøjde på to meter og har lange, spidse ører. Deres sanser er mange gange mere udviklede end menneskers, og derfor vil man også kunne se en stærkere styrke i blandt andet deres øjne. De er alvorlige, retfærdige og stædige. Elvere kan have tendenser til at udvikle dyriske udseender, og de har en skønhed som ingen mennesker kan opnå. 
 
Elverfyrsterne: Se De Syv Elverfyrster.
 
Escalleth: Elvernes smukke og guddommelige hjemland fuld af grønne skove og glimtende floder. Landet et omkranset af et hav mod syd, De Sorte bjerge mod vest, Flodsumpen mod nord og de Hvide Tinder mod øst.
 
Esmiras: En af Fyrstedømmets smukkeste byer, som altid har vist sit land beskyttelse og hæder, men som nu er kommet under Darkans mørke kontrol. Esmiras er nu blevet en falmet by, mørk som natten. Før i tiden var den kendt som byen med det hvide slot og den mægtigste af de seks storbyer i Fyrstedømmet.
 
Ethel: Ethel er en af de seks storbyer og er bygget op af bakkerne, så for hver gade ligger et stykke højere oppe end den første, dette skaber mulighed for at ligge flotte gader oven over hinanden. Ethel er en flot by skabt af stærke klipper og sten. Byen og gader snor sig rundt og oven over hinanden indtil du kommer ind til selve fæstningen, hvor stenmurene bliver tykke og umulige at passere uden tilladelse. Ethel er præsternes hjem, og det er her de holder deres største råd og møder.
 
Frün: Orkernes gud og elementernes fader. Han beskrives som en mægtig bjørn med glødende øjne der efter sigende skulle leve i et stort og mægtigt bjerg mod nord. Han skulle være kilden til elementernes energi samt deres elskede fader.
 
Fyrstedømmet: Menneskenes oprindelige hjemland, før de også delte sig ud i andre lande som Undaìn, Ruindawath, Det Kolde Land og Umbar. Navngivet efter sin dybe fred, opretholdt af landets ældgamle fyrsterække. Fyrstedømmet er opbygget af ni len, hvoraf to af dem nu er lagt øde eller mistet. Der er et len for hver af de seks storbyer og dernæst en for byen Teanor i Flodsumpen, fæstningen Düngan ved sletten og det gigantiske slot Alcast ved Den Blødende Slette. Lenet ved Düngan er nu styret af en af de øverste præster fra Ethel, men har igennem fortiden altid været styret af landets hærfører.
 
Goblin: Gobliner ses ofte i større grupper, nogle gange på over hundrede individer. De er jægere, og deres byttedyr er alt lige fra trolde til egern. Når de lydløst sniger dig igennem skoven i deres enorme horder er de skovens farligste rovdyr. Gobliner elsker at lave fælder eller snyde sine modstandere og mange siger, at de er dumme. Dette er en direkte misforståelse, gobliner er nogle intelligente, udspekulerede og iagttagende bæster, som lærer af deres fejl. De har ingen medlidenhed og penge betyder absolut intet for dem. I oprejst skikkelse er de på højde med dværge, men da de ofte kravler af sted og udvikler krumme rygge, ligner det ofte, at de er meget lavere. De er hurtige, udholdende og stærke taget i betragtning af deres størrelse, og man skal absolut ikke undervurdere dem i kamp, for de udnytter enhver given chance for at stikke en ned.
 
Gorlrak: Blodorkernes sindssyge høvding, som i De Blodiges Alder skabte kaos og krige overalt, han kom. Han blev fældet go dræbt af Vurmgar i den anden af De To Store Krige i Qualmoras historie.
 
Grif: Blanding mellem en spidsløve og en klippeørn. De er hurtige, trofaste og skeptiske og er knyttet til animberne ved magiske evner. En grif er omkring en og en halv meter høje, fire meter lange med deres hale og har et vingefang på omkring seks meter.
 
Grottebjørn: Er omkring tre til fire meter høj og det samme antal meter lang, derudover er den en og en halv meter mellem skuldrene. Denne bjørn er ofte aggressiv og voldsom, men også meget sjælden.
 
Gurondo: Et ældgammelt og klogt væsen. Kun få kender dette væsens eksistens, og de fleste vil give den navnet abe, men en gurondo er i virkeligheden mange gange klogere end et menneske. Racen er så godt som uddød, men de, der er tilbage, har beholdt en overjordisk evne til at læse andre væsner tanker. En gurondo har en gennemsnitshøjde på en meter.
 
Halvkæmpe: Halvt kæmpe og halvt menneske. Er klogere end en normal kæmpe, da den har arvet en del af sin menneskelige moder eller faders intelligens. En fuldvoksen halvkæmpe er omkring tre meter høj.
 
Himmelpasset: Et smalt pas på vejen mellem Esmiras og Det Kolde Land eller Undaìn. Passet har fået sit navn, da hele passet er dækket af skyer. Selvom skyer normalt ikke ligger så langt nede ved jorden, er Himmelpasset en undtagelse. De høje bjerge omkring passet danner et sådant pres at det sammen med kulden, har pressen en dejlig varme ned i passet, men også meget lave skyer. Skyerne fylder hele passet, dette skaber en irriterende fugt og en usikker sigtbarhed.
 
Hornhjort: En hjort på over to en halv meters højde, meget smuk og stærk af naturens side. Et udset bytte blandt orkerne fra Imba-klanen.
 
Højfyrsternes Alder: Den første alder, også kaldet Den Første Æra. Alderen hvor Qualmora blev kortlagt, og hvor de syv elverfyrster vågnede. I denne alder omtales også Elverfyrsternes svigt overfor verden og dets væsner.
 
Ildmager: En ældgammel magi nedarvet blandt dværgenes ædleste livvagter igennem mange århundreder. Ildmagien i disse udvalgte dværge er deres eneste magiske våben. De kan kontrollere ilden alt efter egne evner og er i mange tilfælde modstandsdygtige over for varme generelt. Deres kroppe er tatoveret med røde runer, og deres foretrukne våben er en halvlang økse med to lange økseblade på hver side gerne malet i kraftig rød farve med ligeledes farvede runer[7]. På grund af deres typiske kendetegn; hård, lidt grå hud og skarpe øjne med rødt skær, er de blevet navngivet askedværgene.
 
Imbazil Den Letsindige: Den yngste broder i De Tre Sagnagtige. Han er husket for sit altid glade og kunstneriske humør og for sine lange rejser og kortoptegnelser. Hans magi var af en ganske særlig slags, da han udførte den ud fra hans musik og instrumenter selvom han altid bragte sin magiske elverstav med sig. Imbazil var dermed den første af de efterfølgende sjældne og magiske barder.
 
Jaikal: Et gammelt og stort væsen, meget højere end både elvere og mennesker, og med en overjordisk styrke, som selv elverne har frygtet. Selvom der i de gamle skrifter står, at elverne var det stærkeste folk, er der stadig nogen, der mener, at jaikalerne er dem overlegen. Jaikaler er kendt for dens snuhed, men også deres indre vildskab. De er hurtige, og forstår naturen og dyrene. De er blanding mellem forskellige dyr, men er også meget menneskelige. Jaikalernes gennemsnitshøjde svinger helt fra to meter til tre meter og nogle gange endnu større. Jaikalerne er blevet skænket samtlige overtroiske navne af menneskene, hvoraf nogle har mere sandhed i sig end andre. Navnene er blandt andet Varulve, Skyggebæster, Menneskeulve og Formskiftere. På enkelte egne af Fyrstedømmet og Det Kolde Land går der ydermere rygter om at disse jaikaler er i stand til at skifte form fra dyr til menneske, men at man altid kan kende dem på deres dyriske luft og opførsel samt øjnene. [8]
 
Klippeørn: Lever i klipper og bjerge, men kan også ses i skove ved sjældne lejligheder. Klippeørnen har et meget skarpt næb og er med sit næsten fire meter lange vingefang en af luftens farligste jægere, viser dog ingen voldelig adfærd over for væsner som orker, animber, jaikaler, mennesker, dværge, gobliner og elvere. 
 
Knivhalede flagermus: En sjælden race blandt flagermus arterne. De er meget aggressive og ses ofte i grupper på mange hundrede og nogle gange endda tusinde individer. De er meget sjældne, da de kun lever ved underjordiske søer. De har fået sit navn efter deres knivskarpe haler, som nemt kan skære huden og også tyndere læder rustninger op. De har et vingefang på en halv meter og er omtrent 15 centimeter høje.
 
Krystalbjergene: En bjergrække fra Det Kolde Land oppe over Umbars nordlige grænser. Bjergrækken har fået sit navn, da bjergene skinner som var de gigantiske, funklende krystaller. Kun på nærmere hold kan man gennemskue lysets bedrageri, som spejler bjergenes sider og skaber de funklende skær.
 
Kæmpe: Kæmper er yderst sjældne, og kun få mennesker har set en. De kan blive fem meter høje, og nogen gange endda højere end dette. Deres styrke er uhyggelig, men de er meget dumme og kan nemt snydes i mange sammenhænge. Det siges, at kæmperne lever i skjul gemt bag de største bjerge i det nordlige Undaìn.
 
Magiker: Et individ med en medfødt evne til at omdanne deres egne kræfter eller energi fra verden til magiske impulser, som de herefter kan bruge til besværgelser og forvandlinger. Denne evne er altid medfødt, og hvis man ikke har evnen til at gøre det, kan de umuligt indlæres. Magikere er set meget op til især i menneskenes samfund. Nogle magikere henter deres magi fra elementerne som shamanerne gør, andre henter den fra magiskopladte objekter eller hidkalder dem uden helt at vide, hvor kræfterne kommer fra. Der findes også magikere som animberne, der henter magien fra udelukkende vand, ild, luft eller jord alt efter, hvilken klan de kommer fra. Kun ældgamle racer som elverfolket, gurondoer, jaikaler og andre mørke væsner fra Morgulrath har selve magien flydende i deres blod og kan derfor påkalde meget større kræfter end de andre dødelige racer. 
 
Malaran: En af de seks storbyer, og også den kraftigste og bedst forsvarende. Murene er tykke og gigantiske, og tårnene er mange. Malaran er kendt for sine modige, dygtige og stærke krigere. Ingen har nogensinde forceret denne fæstning, den ligger på en slette og tårnet sig op i horisonten. I midten af byen står vagttårnet som rækker mod himlen, og her befinder sig altid en vagt, som kan slå alarm ud over hele byen og videre endnu. Selv i Esmiras vil alarmen kunne høres som et ekko fra bjergene. Her befinder størstedelen af Fyrstedømmets hær sig for det meste, og det er herfra og fra Tennon at man angriber og irriterer Morgulrath.
 
Marsken: Marsken er et øde og stort område med mudrede vandløb, grå buske og evigt gråt vejr. Den eneste civilisation man finder i dette fjendtlige område er igler, orme og enkelte gnavere samt egnens lokale folkefærd, som er alt andet end venlige. Marsken er nemlig hjemsted for grupper af skovtrolde, og den skumleste af slagsen.
 
Menneske: Et fuldvoksent menneskes højde forandrer sig alt efter, hvor de kommer fra. Menneskene mod syd er de højeste, men menneskene mod nord er de stærkeste. Et gennemsnitlige menneske fra Fyrstedømmet er mellem 1,8 meter høje for mændene, for kvinder er det en smule lavere. Menneskene fra nord har en gennemsnitlig højde på 1,9 meter og er dermed en anelse lavere end menneskene fra Fyrstedømmet, og menneskene fra de sydlige havne har en gennemsnitlig højde på 2 meter.
 
Mongar: Et besynderligt, men fænomenalt væsen. Ingen ved, hvordan dette væsen er skabt, eller hvordan det er kommet til verden. En mongar er den farligste jæger i skoven, de er hurtige, lydløse og næsten umulige at dræbe. De er både pelsede og fjerklædte, men inden under deres pels og fjer er de jernhårde, og kun de stærkeste våben kan gennembore disse drabelige skabninger. De bliver omtrent lige så høje som orkerne, men er meget stærkere og kan bære meget på deres rygge. De har en gennemsnitshøjde på to og en halv meter og med deres lange hale måler de over fire meter i længden.
 
Morgulrath: Et mørkt og farligt land, kun lidt vides om dette forbandede land. Vandet er sort, træerne er rådne, planterne er forpestede, luften er giftig og himlen er evig sort. Et eller andet sted i den sydlige del af dette land finder man den sorte fæstning Nargrond indhyllet i spøgelsesagtigt lys og grufulde skrig. [9]
 
Nargrond: En sort, ugennemtrængelig fæstning dybt inde i Morgulrath.
 
Ork: En høj skabning, som normalt er tæt bygget og stærk. De er grønne i huden, og elsker at leve i skoven. De er kendt for deres krigeriske gen, men også for deres gode hukommelse og forkærlighed for alt, der vokser og gror. De er menneskelige i deres måde at snakke og formulere sig på, men har også andre vildere sider. En ork har en gennemsnitshøjde på to meter og tyve centimeter. Orker har en medfødt evne til at leve længere end mennesker og kan sagtens blive mellem 100-160 år gamle. En mere hårdfør evne er dog at orker i deres vildskab er i stand til at kæmpe på slagmarken i næsten hele deres liv. 
 
Qualmora: En verden fuld af magi og forunderlige kræfter. Igennem hvert et træ og hver en sten flyder magiske strømme, energi der kan opsamles med den rene vilje og bruges til magiske formularer. Enkelte gange slipper noget af denne magi ufrivilligt ud i verden og skaber uforklarlige fænomener som Krystalbjergene og Carmoni-tårnet.
 
Ruindawath: Er et varmt og smukt land, nogle steder er der ørken, andre steder er der frodige søer eller grønne bakker. Beboerne i landet er høje, smukke og brune i huden. Dog er bakkerne nær Rydal yderst farlige, da flere vandrere er stødt på voldsomme horder af trolde. Ruindawath ligger med siden ud mod havet, et hav som de fleste fastlandsmennesker ikke kender noget til.
 
Shaman: Orkernes klogeste og viseste individer. De rådgiver orkerne og beskytter dem med anvendelse af elementernes kræfter, som de er blevet skænket igennem en farlig prøve og ofte mange års træning. De kan kommunikere med Frün, orkernes gud, og deres kræfter giver dem ofte et længere liv.
 
Silkehjort: En almindelig hjort i Umbar. Den er omtrent en meter høj og meget skrøbelig. Silkehjortene er kendt som meget påtrængende dyr, de kan være meget nysgerrige, men er også hurtige til at tage flugten. Deres pels er blød som silke, heraf kommer deres navn. Omtrent en meter høj og en meter lang.
 
Skovdue, blåvinget: En yderst sjælden due, som er uddød i Fyrstedømmet. Duen er dog set i Umbar, og derfor er skoven blevet hjemsted for dusørjægere, der ønsker at skyde duerne og sælge dem på markedet. Både på grund af kødet, der er særdeles velsmagende, men også på grund af de flotte fjer. Den blåvingede skovdue har et vingefang på en meter.
 
Sneulv: En gigantisk jæger fra Det Kolde Land. Sneulvene her er hurtige, stærke og kloge. Deres lugtesans er forøget igennem mange genrationer, og selv snestorme kan de overleve med deres tykke pels. De er omtrent tre meter høje og fire meter lange uden deres hale.
 
Spidsløve: En farlig jæger i Umbar, den er hurtig og med sine skarpe hale er den i stand til at skære halsen over på sine ofre. De ses ofte eller høres ofte dybt inde i skoven, da de er meget sky og holder sig langt væk fra orkernes larmende lejr. En spidsløve er omtrent halvanden meter høj og tre meter lang.
 
Springrotte: En lille gnaver, der har fundet sig godt til rette i Umbar dyrerige skove. Den elsker nødder og planter tæt ved skovbunden, og har fået sit navn på grund af deres dygtige springevne. De har også store øre, og hører alt i miles omkreds. En Springrotte er omkring tyve centimeter høj, men kan springe op til fem meter[10].
 
Sunara Den Vise: Den ældste broder i De Tre Sagnagtige. Han er husket for sin klogskab og visdom, deraf kommer også hans navn Sunara Den Vise. Han sad i Det Store Råd for Fyrstedømmets sikkerhed og love, og her blev han også kendt for sine gode ideer og skarpe retfærdighed. I flere digte, historier og sange er han betegnet som Qualmoras hvide frelser og var i flere lande nævnt som verdens største magiker. Han forskede inden for forskellige magiske kræfter, men altid på lovlig vis. 
 
Sølvbjerget: Se Vindàr.
 
Sølvklinge: Betegnelsen på den person der besidder et eller begge sølvsværd. I lange tider har der blandt de meste lærde individer i Qualmora gået rygter om at denne person en dag ville blive født, og personen ville besidde kræfter fra oldtidens første aldre.
 
Sølvsværdene: De sidste to af de tre sværd smedet af ren sølv. Disse tre sværd er meget stærke, kan ikke ødelægges og behersker hver magiske evner. I modsætning til det første sværd er disse to sølvsværd blevet smedet i sollys, og er derfor blevet lyse. De er lette, men ingen har kunnet bruge sværdene siden deres skabelse. Dværgene har spået, at sværdene selv har valgt den, der skal bærer dem, og at ingen andre bortset fra den udvalgte, er i stand til at bruge dem. I hænderne på de forkerte bliver sværdene rustne, tunge, og vil ikke skære selv det tyndeste stykke træ over. Sværdenes rigtige evne er ukendt, da ingen nogensinde har kunnet bruge dem, men en ting er sikkert. Disse sværd blev smedet i Den Første Æra og endda før Elverfyrsternes Svigt. Sølvsværdene er urgamle, og har ventet i alle disse tusinde af år på Sylvina Sølvklinge. Det siges, at sværdene har deres egen sjæl, og at de udvikler sig i takt med sin udvalgte.
 
Tennon: En af de seks storbyer, men lettere bygget end de andre byer. Murene rundt om tennon er ekstremt høje, og dette giver Tennons mange beskyttere muligheden for at skyde fjenderne ned på lang afstand. Tennon er nemlig hjemsted for landets bedste beskyttere og ligger lige op af en stor skov, og derfor lever byen af skovhuggere, jagt og skovbrug.
 
Teran: Den smukkeste af de seks storbyer. Enorme røde rubiner pynter på murene, tårnene og portene og funkler ud over hele dalen i området. I denne by er alle husene gennemførte, og alt er smukt og arkitektonisk. Tårnene er høje og slanke, mens de drejer rundt og rundt op mod den blå himmel og ender i et spir forgyldt i rødt. Fakler brænder natten rundt på både tårne og murer og kaster er gyldent skær ud over byen. Hvide, røde og sorte statuer pynter i alle byens centrummer og store gader suppleret med glinsende springvand, duftende blomster og grønne træer. I Teran ligger fyrstens og fyrstindens officielle bolig, men byen er også hjemsted for Fyrstedømmets største bibliotek med hele landets vigtigste skrifter, digte, kort og andre værker. Der er før blevet sagt, at hvis denne smukke by faldt i hænderne på Morgulrath, ville al håb være tabt for landet.
 
Tidsaldrene: Tidsaldrene strækker sig fra verdens begyndelse og til den dag i dag. Ingen ved helt prævist, hvornår en ny tidsalder tager sin begyndelse, da det kommer an på skæbnen. Heller ingen ved præcist, hvor mange år det er siden, at elverfyrsterne vågnede, men Fyrstedømmet tæller i dag år 2987 og i det skjulte bliver det fortalt blandt håbefulde borgere, at en ny alder er på vej. En alder med håb, men langt de fleste steder siges det, at den næste alder bliver et endegyldigt mørke.
 
Trold: En vanskabt skabning på højde med et menneske eller højere. De bærer ingen rustning, da deres hud i forvejen er læderagtig, og beskytter dem mod mange slag. Som våben bærer de ofte store stykker træ, sten eller primitive spyd. Troldene er stærke, men dumme, de lader sig ofte drive af sted af deres vrede og tænker aldrig klart. De er sjældne i Fyrstedømmet, men er set både i Marsken ved det sydlige Umbar, i Ruindawaths sletter og i Det Kolde Lands bjerge. Især sumptroldene i marsken ved det sydlige Umbar er kendt for at være farlige, aggressive og unaturligt kloge…
 
Ulvepasset: Et stort og tilfrosset pas mellem Krystalbjergene og de voldsomme Vindbjerge, som følger det nordlige del af Det Kolde Land hele vejen op til Vindàr, Sølvbjerget. Som dets navn afslører, er Ulvepasset et hjemsted for Det Kolde Lands enorme sneulve. Ulvene i dette område er nemlig gigantiske, og de er næsten altid sultne. Overalt er der et kobbel af sneulve på jagt, og intet går deres næser forbi. Derfor er Ulvepasset frygtet og helst undgået.
 
Umbar: Umbar er en gigantisk, frodig skov, som er hjemsted for utallige træarter, blomster, dyr, men også væsner. Der findes tilmed også flere forskellige bælter af temperaturer i Umbar, og dermed også forskellige dyrearter og træer. I den nordlige del af Umbar er der koldt, træerne er gigantiske, og dette er hjemstedet for store bjørne, og andre større dyr samt små dyr, der er gode nok til at skjule sig. I mellemdelen af Umbar er temperaturen det samme som i Fyrstedømmet, det er her orkerne bor. I den sydlige del bliver det varmere, træerne bliver tættere, men også mindre. Dyrene bliver smukkere, og overalt er der små funklende søer. Det er også her Zaagra, animbernes land, ligger.
 
Undaìn: Det er et koldt og barskt land, og selvom det ikke er koldere end i Det Kolde Land, er terrænet mere barskt. I dette land ligger der både sne og tusindvis af høje bakker, glatte klipper og farlige dybe huller. Folkefærdet i Undaìn er hårde, barske og hårdføre, de har lært at vandre i det farlige terræn og de er barbariske og stærke. 
 
Urglaum: Den mægtigste smedje der nogensinde har betrådt denne jord. De fleste kender denne dværg, men kun enkelte lærte hans sande jeg at kende. En dværg der viede sit liv til sin ambolt og esse i håbet om at skabe det stærkeste våben nogensinde. Han var iblandt udgravningen af det ædle sølv metal, men den vise Vurmgar nægtede at bruge metallet til våben, da han frygtede dets kræfter. Trods sin gamle alder begik Urglaum mytteri og forseglede blot få år efter denne benægtelse de omkringværende mineskakter med kraftfuld magi, uskadeliggjorde vagterne[11] og smedede det første af De Tre Sølvsværd.
 
Var’raugk: Ballraghs mægtige hammer, som laver jordskælv og torden, når han slår med den. Hammeren er enorm og kun de stærkeste er i stand til at bære den.
 
Varulv: Øgenavn skænket til jaikalerne af dværge og mennesker.
 
Vindbjergene: En lang bjergkæde der går hele vejen fra Esmiras til den nordligste del af Det Kolde Land. Vindbjergene står tæt sammen og på grund af de hurtigt skiftende vejrforhold mellem de forskellige bjerg, danner der sig ofte storme og orkaner inde mellem bjergene. Dette gør det utroligt farligt at vandre i dem, hvis man ikke kan aflæse vejret og kender vejen ned i grotterne under de takkede bjergsider. Vindbjergene er hjemsted for hjemløse mennesker, vilde trolde, store rovdyr og en masse dværge, som også har erklæret bjergkæden for deres hjemstad, selvom de er i evig kamp med de vilde trolde.
 
Vindár: Det højeste og mest barbariske bjerg i hele Qualmora. Bjerget er gigantisk, allerede halvvejs oppe af bjerget, er alle siderne dækket af iskold sne og frost. Senere begynder der at komme iskrystaller på siderne, og til sidst er toppen dækket af fugtige skyer. Bjerget hedder Vindàr, men bliver også kaldt Sølvbjerget, da det var her, at de tre sølvsværd blev smedet og sølvmetallet blev fundet og udgravet. Vindàr er dværgenes hovedstad, og her regerer dværgenes storfyrste, som ingen kender navnet på, og som ingen har set i snart tusinde af år. Nogle tvivler faktisk på, om han stadig lever, da de siger, at troldene har overtaget bjerget. Andre siger, at dværgene har fundet endnu en mine af sølvmetallet, og at de gemmer en gigantisk hær af veltrænede dværge klædt i sølvrustninger og bevæbnet med tusindvis af sølvsværd inde i bjergets midte.
 
Vurmgar: Vurmgar var dværgenes første storfyrste, han var mægtig, stærk og meget, meget snu. I mange år regerede han i Det Kolde Land, faktisk i alt for mange år sammenlignet med dværgenes normalt lange levetid, ingen ved hvorfor Vurmgar var blevet skænket så mange år, men i hvert fald brugte han mange af sine år på at jage troldene ud fra sit land, og det lykkedes ham næsten. Ved hans død i den anden af De To Store Krige i Qualmora var troldene næsten udryddet, mens hans søn og eneste arvtager var ikke så hård og brutal som ham, og han ville give troldene en chance for at bevise deres værd. Derfor fik troldene igen formeret sig til en stor hær, og nu er der mange tusinde af dem i Vindbjergene. Vurmgar har engang dræbt syv drauker alene i de kolde bjerge, og denne bedrift er aldrig blevet overgået af nogen anden dværg i hele Qualmora.
 
Zaagra: Animbernes hemmelige og smukke land, eller nærmere grænse, da Zaagra ligger i landet Umbar, i den sydlige del af skoven. Grænsen bliver taget meget bogstaveligt af animbernes jægere og vagter, så krydser man grænsen, er man på deres territorium, og uanset om man ved det eller ej, så har de retten til at dræbe en. Kun få forvilder sig ind i dette land.
 
Zarharac: Animbernes hemmelige og smukke by, beklædt med vidunderlige farver og for længst forsvundne ædelsten. Byen kaldes også Klanernes By, da det er her, at de fire klaner kan mødes. I denne by er alle animbernes venner, uanset hvilken fjendskab de havde, før de kom ind i byen, og hvilken klan de kom fra[12].
 
Äragan: En menneskelig fyrste kendt blandt sit folk som en stærk og fornuftig leder. Han er husket for det blodige slag mod de sidste modstandsdygtige orker uden for Umbars grænser, hvor han til sidst blev fældet i tvekamp med orkernes krigshøvding Ballragh[13].
 
 
[14]
 
Äragan: ’Ä’ er det samme som ’æ’, og dermed udtales Äragan som Æragan.
 
Angrôth: Angrôth udtales om Angrothh, altså med et længere tryk på det sidste bogstav, og derfor bliver navnet ofte hvislet ud mellem fortænderne på en uhyggelig måde. På samme måde med Skâr, som udtales Skarr, altså igen med et længere tryk på det sidste bogstav. 
 
Ballragh: ’Gh’ udtales som et ’k’, dermed lyder navnet Ballragh som Ballrak.
 
Blaìsyndra: I jaikalernes alfabet betyder ’ì’ et lille, hurtigt mellemrum, og dermed udtales Blaìsyndra som Bla Syndra.
 
Frün: Ligesom at ’ä’ betyder ’æ’, så betyder ’ü’ også y. Dermed udtales Frün som Fryn.
 
Morhktar: ’Rhk’ er en vigtig lyd for orkerne, og bliver ofte brugt i mange navne som f.eks. Morhktar, Rorhktar og Vorhktul. Morhktar udtales som Morktar, dog med en længere udtalelse ved ’rk’ lyden. Orkerne forklarer det som Morktar, hvor du holder lyden ’rk’ længe og afslutter med et lille klik på tungen.
 
Qualmora: Qualmora udtales som Kvalmora.
 
Raza: Raza udtales langsomt som havde der været to eller tre a’er i navnet, og så med en ’sa’ lyd til sidst, altså Raasa.
 
Var’raugk: Udtales som Var-rauk med hårde, dybe lyde.
 
Vindár: Vindàr udtales som Vindar bare med trykket på ’dar’. 
 
Zaagra: Udtales som Sargra.
 
Zarharac: Udtales som Sarharak.
                                                                                                                                             
[1] I kender måske selv til det rod der kan forekomme i eget hjem og ikke mindst på skrivebordet, men det kan umuligt være noget i forhold til det roderi af et tårn, som vi befinder os i. Så sent om i går stod et rum på femte sal i flammer og den sporløst forsvundne fredsforstyrrer af en forhekset gargoil går mig på nerverne og forstyrrer min nattesøvn ganske så frygteligt. For resten fandt jeg også redegørelsen for kæmpernes foretrukne føde i Drixiams morgenmad, som i hvert fald så ud til at være et par uger for gammel… [2] Informationer om dette relikvie, der blev skabt af Urglaum, dværgenes bedste smedje, er uhyre farligt, og vi har desværre ikke haft den fornøjelighed at beskue den på tæt hånd, og derfor er fakta og rygter svære at få styr på. Hemmeligheden bag Allzagh er fortsat et mysterium vi prøver på at opklare. [3] Blandt magikere er dette et udtryk for en kraftig besværger, for trods nogle menneskers kraftfulde magiske styrke, skal alle besværgelser dog udtales. Nogle er de kraftige magikere kan nøjes med at hviske ordet eller endda lave forkortelser på besværgelserne, men det har altid været vigtigt at have en hurtig tunge. Udtal besværgelsen hurtigt og uden problemer. [4] Mennesker, dværge, elvere, orker og animber? Det er altid det samme. Af en eller anden grund elsker vi at skabe destruktive våben eller redskaber med katastrofale følger. [5] I kampen mod det hårdnakkede land Undain i starten af den anden alder gik De Tre Sagnagtige i kamp mod Barndur, Undains stærkeste forsvarsværn og alene sprang de porten op og marcherede ind i fæstningen, hvor de fangede Undains daværende konge og bragte ham hjem til Fyrstedømmet som gidsel. Blot få uger efter opgav Undain krigen… Et mindeværdigt scenarie. [6] En drauk er en virtuos i kamp, nådesløs og det bliver ikke ligefrem bedre når magikere har manipuleret med dens sind, hængt menneskekranier på dens skuldre og iklædt den ugennemtrængeligt panser… [7] På mange måder dværgenes stærkeste våben set bort fra sølvsværdene og deres venskab til enkelte kæmper. Ildmagerne er et kraftigt våben og kan i sin vildskab hurtigt pulverisere alt til akse. [8]Ingen jaikal kan kontrollere sin øjenfarve, når en dyrisk følelse som vrede, afsky, hævntørst eller sørgmodighed vælter ind over dem, og derfor vil deres øjne altid skifte til gul i sådanne situationer. Med andre ord vil jeg udtrykke det så som, at hvis en af disse frygtelige væsners øjenfarve bliver gul, ofte efterfulgt af en dyb strubeagtig snerren, så er det tid til at få benene på nakken…[9]Du kæmper dig igennem mørke, uhyggelige bjerge og tågede pas med horder af vogtende skabninger, blot for at træde ind i et goldt og dødt land patruljeret af Morgulraths vagter. Klarer du den igennem dette kaotiske helvede ender du foran en gigantisk sort port bevogtet af enorme trolde og djævelske magikere med udsyn til en bjerglignende fæstning der lugter af død. Ikke et syn man glemmer lige med det samme, hvis man kommer levende derfra igen. 
[10] Denne interessante gnaver kan høre og fornemme fjender flere kilometer væk igennem jordens rystelser, den kan springe syv gange sin egen længde og spise 3 gange sin egen vægt i blade og nødder… Desværre ser det ikke ud til at nogle andre magikere og opdagelsesrejsende har interesseret sig for dens eksistens nogensinde… [11] Smedene i dværgenes historie har altid været mægtige, vellidte og rige, og Urglaum var i sandhed en kraftfuld magiker, kun få blandt de dødelige racer ville igennem tiden opnå en sådan kundskab, desværre forseglede han sin egen fremtid ved plottet mod Vurmgar. [12] Zarharac er ikke gæstevenlig og er bygget udelukkende til fordel for dens knap så høje indbyggere, og det hårde egetræ er i stand til at uddele voldsomme buler til uforsigtige, høje gæster. [13] Som set mange gange er en faders solidt opbygget imperium blevet nedbrudt af sine egne temperamentsfulde sønner.[14] Mange af ordene og sprogene i Qualmora kan være umådeligt svære at udtale, og man må væbne sig med en ubøjelig tålmodighed, hvis man ønsker at udtale dem korrekt.
SiteBuilder drevet af  Vistaprint